Flytning til større lokaler

Vejle Amts Folkeblad:
karen klint åbningDet går stærkt for genbrugsbutikken D’IN Genbrug i Brejning. 19. februar i år åbnede Mission Afrika Genbrug butikken i 50 beskedne kvadratmeter på Borgergade 5 i Brejning.

Siden er salget af genbrugstøj og blandt andet genbrugsmøbler gået så godt, at butikken nu flytter ind på 333 ligeledes lejede kvadratmeter hos ABC Møbler i Brejning Centret.

Tirsdag 9. og onsdag 10. september flytter de frivillige og ulønnede medarbejdere butikkens inventar og lager ind på den nye adresse, Brejning Søndergade 46. Her klipper folketingsmedlem Karen Klint (S), Bredballe, den røde snor over ved indvielsen af butikken mandag 15. september klokken 11. På dagen er der fælles optakt på stedet fra klokken 10. Karen Klint var i øvrigt også med ved indvielsen på Borgergade i februar.

Allerede nu er medarbejderne dog i fuld gang med at indrette de nye lokaler, og herunder at køre varer, møbler og andet på plads fra forskellige lagre.

 Flere varer og nyt lager

Mission Afrika Genbrug hed tidligere Sudan Genbrug. Den nye placering hos ABC Møbler giver D’IN Genbrug mere plads også til varegrupper som møbler, elartikler og isenkram. Samtidigt får Mission Afrika Genbrug mulighed for at indrette et nyt lager for organisationens øvrige genbrugsbutikker i Vejle, Fredericia, Billund, Give og Sønder Omme.

Butik nummer 85 

Den forstørrede butik i Brejning er Mission Afrika Genbrugs genbrugsbutik nummer 85 i Danmark. Forretningens ledelsesgruppe består af Rita Møller Nielsen, Arne Jensen, Kirsten Paaske og Gudrun Lysholm.